Ipsens Elservice præsenterer Amerikanerløb
Efter en omstart slap feltet afsted og kort efter start galopperede Erik Jet så spidsen gik til Heros Atout.
Favoritten Billie Eilish kom farende på første langside, men hun blev svaret op af Heros Atout og efter en kilometer blev det pludselig til galop for Billie Eilish.
Mi Allegretto havde startet hurtigt og var nået frem udvendig i første sving, men blev trukket til vinderhullet og han gik ud til angreb på sidste langside, hvor Abbott for Jens A. Hansen fik dennes ryg.
Den forlod Jens Arne ind på opløbet, hvor Abbott gik frem og akkurat nedkæmpede Mi Allegretto, mens Heros Atout efter føring var tredje før Billie Eilish, der reparerede sin galop på bedste vis.
Vindertiden 20,0/2140 volte.
- Han er rimelig cool og kommer langt på stabiliteten. Han har heldigvis ikke helt moderens temperament, men mindre kan absolut også gøre det. Det blev helt perfekt for vores del og det kan vi ikke klage over. Jeg var ret sikker på vi nåede stregen først, sagde Jens A. Hansen efter sejren.