Formidabel debutant fra Juul

Sune Hansen Veterinärpraktik AB's Ærespræmie
At Steen Juuls debutanter er velforberedte er vel ingen i tvivl om, men som Keep the Money førte sig frem i det indledende løb for begynderne var alligevel noget udover det sædvanlige.

 

Juul styrede direkte til spids med sin Trixton-søn og fik på første langside tillægshesten Nikita's Buck frem udvendig, men denne fandt ned i ryg med 900 meter tilbage af løbet efter en indledende kilometer i 1:18-fart.

 

600 meter resterede og her lettede Juul lidt på linerne og så bare fløj Keep the Money frem og var helt overlegen vinder i banerekordtiden 16,9/2140 volte før Nikita's Buck og med Joanna som tredje trods galop efter 650 meters kørsel.

 

- Det er en stærk og reel hest, der har været lidt længe undrevejs, men Niels (Hundebøll, red.) har god tid og han var klar til at præstere i dag. Jeg har hele tiden haft forventninger til denne hest. Afkommene efter denne hoppe har haft lidt aktionsproblemer, men kapacitet har de, sagde Steen Juul efter sejren.