Hattrick til Ray Kelly

Stayerpokalen
præsenteret af Ensure
Efter sejre i de sidste to starter skulle Henrik Thomsen-trænede og Birger Jørgensen-kørte Ray Kelly bekende kulør i Stayerpokalen over velvoksne 3140 meter og det gjorde han så sandelig også.

 

Efter galop i spids efter 200 meter fra Impressive Hancock kom Jeantoutstart til spids og lå der uantastet i 1:20-fart den første kilometer.

 

Efter 1300 meter gik Birger Jørgensen ud i dødens og gav ryg til Muscle Crown og farten blev skærpet en smule til 1:19/2000.

 

Lidt overraskende havde Jeantoutstart ikke det fornødne til at afvise i opløbet, hvor Muscle Crown angreb, men midt i banen var Ray Kelly stærk og han gik sikkert frem til sin tredje sejr i træk på 17,4/2160 volte til 20.000 kr., mens Muscle Crown tog andenpladsen før Aqua Photo N, der fik max efter vinderhullet undervejs.

 

- Vi kørte først ud og hesten virkede så rolig og fin og sådan holdt han sig. Jeg havde lidt mere travlt med at se hvad der skete bagude end foran og jeg kunne godt se, at Jeppes var træt på sidste hjørne og så var det bare at passe på Flemming. Henrik har lagt et kæmpearbejde i hesten - han har været så svær at have med at gøre og nu kæmper han med vilje og styrke selv om han ikke har verdens bedste teknik, sagde Birger Jørgensen efter sejren.